Close

27. september 2011

AdventureRace 2011 – startskuddet!

Sejle i kano, dykke og ropeglide var nogle af de vilde ting vi oplevede på weekenden

Er du træt af, at der aldrig er tilbud, der virkelig sætter adrenalinen i gang og udfordrer dig til kanten? Så skulle du tage med på årets Adventurerace. Det bliver hårdt, hæsblæsende, udmattende og underholdende

Dette er et udpluk af præsentationen til Baptistspejdernes første Adventurerace, men bestemt ikke det sidste. Tre førere fra Tølløse gjorde dette muligt og planlagde racet til langt over forventning. Det var en tur fuld af spændende udfordringer og grænser der skulle overskrides.

Opstart

Vi mødte op kl. 21 fredag, med tasker spændt godt fast på ryggen og cyklen ved siden. Vi var klar til at tage udfordringerne op! Da alle var dukket op fik vi stukket en GPS, med indtastede koordinater, i hånden og blev i hold bedt om at tage til destinationen. Trods nogle problemer kom alle frem til hver deres opgave. Efter at have løst den, blev vi straks sendt videre til en ny destination. Både ved første og anden destination var der nogle, der blev udfordret! Meningen med de to destinationer var, at man skulle krydspejle. Det punkt man fandt når man krydspejlede var næste post, som viste sig at være overnatningsstedet for den første aften. Men selvfølgelig var der endnu en udfordring, inden vi måtte sove. Vi skulle gennem en hjemmelavet forhindringsbane. Selvom den var hjemmelavet var den bestemt ikke let. Der var røg, høje brag og Slipknot bragende ud af boomblasteren. Det var en super fed og udfordrende afslutning på aftenen, inden de tre timers søvn.

AdventureRace_2011_2

Næste dag skulle vi selvfølgelig starte med en solid omgang morgenmad. Men inden var der lige en udfordring mere. En fra hvert hold skulle klatre 18 m op ad en hjemmelavet ”klatrevæg”.

Det store sus !

Efter morgenmaden gik vi igen efter indtastede GPS koordinater og noget tid senere kom vi frem til en næsten 50 meter høj vindmølle. Vi fik af vide at vi skulle ropeglide 43 m ned ad den. Næsten alle var igennem udfordringen, men selv den mest hardcore spejder kan have nogle svagheder og en enkelt måtte klatre ned igen, efter at have givet det flere forsøg.

AdventureRace_2011_359

Det var efterhånden ved at blive tid til noget frokost, som bestod af rugbrød, makrel, tunsalat, chokoladebar og andet godt. Maden blev spist og vi fik så af vide at vi nu skulle cykle videre. Vi fik vores cykler og nye GPS koordinater og blev så sendt videre.

Noget tid senere, efter at have lagt en del kilometer bag os, ankom de fleste grupper midt i ingenting på en vej hvor staben ventede, dog var en enkelt gruppe lidt ekstra bagud pga. en punkteret cykel. Her fik alle udleveret en redningsvest. Nogen fik meget hurtigt pakket deres ting i plasticposer, hvilket må have været ret sjovt for førerne, da de kort efter præsenterer os for en svævebane, som skulle forceret med rygsæk!

Et styrt og en knæskade forhindrede en enkelt spejder i at fortsætte det næste stykke tid, men vi andre forsatte rask ad den sti vi blev bedt om at følge. Vi endte ved vandkanten og fulgte vandet til Munkholmbroen.

Svømme med tasker

Vi stod nu over for endnu en udfordring, vi skulle svømme fra den ene til den anden side af broen med oppakning. Der var blevet sat en presenning op hvor pigerne kunne skifte bag, men drengene måtte klare sig med at gå ud i et krat. Vi puttede vores ting i plasticposer og pakkede taskerne ind i den presenning, vi tidligere havde fået udlevet og så var det bare afsted. Alle hold nåede over, nøje overvåget af to førere i kano.

Herefter ventede endnu en cykeltur og opgave på os. Efter 20 km på cykel ankom vi til Gislingegaard. Det var tid til aftensmad, men heller ikke denne gang blev vi snydt for en udfordring før maden. På en mark, der tilhører gården, stod en rendegraver og vi skulle grave vores aftensmad op. En fra hvert hold blev sat til at grave maden op, mens de andre fra holdet hjalp lidt til udenfor rendegraveren. En indpakket mælkekasse blev gravet op af hvert hold og bestod af oksekød, bønner, ris og flåede tomater. Aftensmaden skulle laves over trangia og den blev nydt, med største velbehag.

Da maden var spist, trangiaen pakket sammen og alt ryddet op, blev vi igen sendt af sted på cykel. Grupperne nåede frem med meget kort mellemrum, de første to faktisk samtidig. Gruppen der meldte klar først fik point, mens de andre fik minus. Derefter blev vi sendt mindre end 50 meter ned af en sti og blev så anvist et krat skulle vi sove. Førerne fortalte os, at vi først skulle være klar omkring 9 timer senere, hvilket mange var meget mistroiske omkring, fik vi nu lov at sove?. Bivuakkerne blev bygget og alle lagde sig til at sove.

KanoRacet

Flere overraskede spejdere vågnede dog efter en lang nattesøvn, spiste morgenmad og begyndte at pakke sammen. Førerne kom friske og bad os være klar et kvarter senere. Vi blev stillet overfor endnu en opgave og denne gang skulle vi virkelig bruge hovedet. Vi fik fortalt to gåder og kunne få to ledetråde til hver gåde, men fik så færre point. Gåderne var svære, især om morgenen, men der var dog to hold, der hver gættede en enkelt gåde. Herefter fik vi lov til at aflevere taskerne til førerne og fik så en kano til hvert hold. Første udfordring med kanoen var hurtigst muligt at slæbe den ned til vandkanten, uden at få beskidte sko, hvilket var rigtig svært da det var meget mudret. Anden udfordring var hurtigst muligt at sejle op til førerne. Tredje udfordring var en form for tovtrækning i kanoerne.

banner2

Da vi nåede frem blev vi bedt om at aflevere alt, der ikke måtte blive vådt. Vi blev så bedt om, at stille os i kanoen og få den til at vippe og til sidst kæntre. Herefter skulle kanoen ind på land og holdene skulle nu dykke efter knæklys som var blevet smidt ud i vandet. Alle hold skulle finde tre knæklys. Bagefter skulle en fra holdet finde en sten på bunden, læse hvad der stod og hviske det til en af førerne. Da vi var færdige med opgaven, skiftede vi til noget tørt tøj, og gik til destinationen, som stod på stenen.

Efter frokost fik vi en seddel med 22 ting, som vi skulle få fat i, ved at spørge folk på vores vej. Man måtte kun få en enkelt ting fra hvert hus. Samtidig var vi presset på tid. Et enkelt hold nåede det lige præcis.

Pointene blev talt sammen og præmien blev uddelt til vinderholdet. Bagefter vendte alle trætte, brugte, ømme, glade og en fantastisk oplevelse rigere hjem.